Formanden Karin Worm bød de 27 fremmødte velkommen til generalforsamlingen.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Årsberetning (Karin)
3. Regnskabsaflæggelse (Bente)
4. Valg af bestyrelse. På valg er: Karin Worm og Lene Hove (fra bestyrelse) og Kirsten Christensen og Bente Dam Marthedal (som er suppleanter)
5. Valg af revisor og revisorsuppleant
6. Kontingentfastsættelse
7. Forslag til vedtægtsændring i vedtægter § 9, stk. 8
Nuværende: ”Alle medlemmer deltager med et lod i lodtrækningen om ekstra gevinster”
Ændres til: ”Alle fremmødte medlemmer til generalforsamlingen deltager med ét lod i lodtrækningen om ekstra gevinster” (forslag fra bestyrelsen)
8. Forslag fra medlemmerne (indsendes til bestyrelsen senest den 9. november)
9. Eventuelt
Ad 1: Karen Pedersen blev valgt til dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indkaldt.
Ad 2: Formanden Karin Worm aflagde beretning for det forgangne år.
Foreningen består p.t af 44 medlemmer. Der er kommet 6 nye til og gået 3 ud i løbet af 2008. Desuden er der mindst 2, der har meldt sig ind fra d. 1. december, når et nyt KuKu-år starter.
Karin fortalte om medlemsarrangementerne: En forårstur til Kunstmuseet Trapholt i Kolding og Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus i Middelfart den 6. april. 20 deltog i denne fine tur.
Den 1. oktober deltog 7 fra KuKu i ’Kunst i Natten’ arrangeret af KSFK (Kronjyllands Samvirkende Kunst Foreninger). Aftenen startede i Nykredits lokaler med et kort foredrag om Cronhammer og kunsten ude i byrummet ved Anne Mette Svenningsen fra Kunstmuseet. Derefter besøgtes de tre gallerier Dørfflinger, Bach&Møller og Ægidius. Den gode aften sluttede på Gaia museet.
Søndag den 5. oktober deltog 2 bestyrelsesmedlemmer i ’Midt i kunsten’ i Århus, hvor mange kunstnere havde åbent hus.
Bestyrelsen har holdt 4-5 bestyrelsesmøder i årets løb.
Med henblik på indkøb har bestyrelsen i årets løb besøgt forskellige udstillinger: udstillingen i Ridehuset i Århus ’Kunst for alle’, haft besøg af et par kunst-agenter, der kom med et udvalg af kunst bl.a. Anna Lindskog fra Århus, der havde et meget spændende udvalg af moderne ting, malerier, grafik, tryk. I august gik turen til Hobro for at se kunsthåndværk i Pakhuset. Sidste indkøbsrunde gik til Århus til KIC ”Kunsthåndværk i Centrum”.
KSFK har ligget underdrejet, men er nu igen ved at vågne til dåd. Der har været afholdt et par møder hvor KuKu var repræsenteret. Karin har påtaget sig at ajourføre medlemslisten. Det er forslået, at KSFK skal have en blog, KuKu har tilbudt at være behjælpelig.
Karin nævnte herefter KuKus egen blog, som så dagens lys d. 31.3. Stor ros til Peter Staugaard for initiativet. Her findes vedtægter, arrangementer bliver omtalt og kunstværkerne bliver afbildet efterhånden, som de bliver indkøbt. Op til generalforsamlingen har de indkøbte værker kunnet ses på bloggen. Bloggen er startet og vil udvikle sig hen ad vejen, Karin opfordrede forsamlingen til at komme med bidrag. http://kukubib.blogspot.com/
Beretningen blev godkendt.
Ad 3: Bente Marthedal aflagde regnskabet, som blev godkendt.
Ad 4: Bente Marthedal ønskede ikke genvalg. Karin Worm og Lene Hove genvalgtes for en 2-årig periode, Kirsten Christensen og Hanna-Lis Thorsen valgtes som suppleanter for en 1-årig periode.
Ad 5: Irene Møhlenberg valgtes til revisor og Kirsten Rasbech til revisorsuppleant.
Ad 6: Kontingentet er uændret 600 kr. pr. år.
Medlemmerne opfordres til at indbetale hele beløbet på én gang, da det letter bogføringen. Kan betales via netbank til: Sparekassen Kronjylland: kontonr.
9335 0000256994 eller betales til formand eller kasserer.
Ad 7: Bestyrelsens forslag blev godkendt, således at fremover deltager alle fremmødte medlemmer til generalforsamlingen med ét lod i lodtrækningen om ekstra gevinster.
Ad 8: Ingen forslag var indsendt.
Ad 9: Intet.
Ref.: Lene Hove den 2.12.2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar